En mors værste mareridt

Her til aften har jeg holdt Dicte bare en tand tættere. Snuset en ekstra gang til hende. Kysset hende lige en gang til. Og så har hun forøvrigt fået lov at sove inde i vores seng. Jan er jo alligevel i USA.

Jeg blev i dag mindet om at livet er ufattelig skrøbeligt - pludseligt og uden varsel kan dem vi elsker blive revet fra os.

Det skete i går for en jeg kender. Hendes lille søn døde pludselig uden varsel.
Det er bare ikke fair. Den familie har allerede været så mange grimme ting - hvorfor også dette.

Alle mine tanker går til dem i denne triste tid.

Min bror og Thomas Blackman

Der er nok ikke nogen der er i tvivl om hvem der er hvem.... men gæt hvad min ekstremt intelligente storebror gjorde forleden da han i en brandert møder Blachman.

Han giver ham et stort knus og siger: Ej hvor sjovt vi har samme frisør og stylist....Og fandeme om han ikke griner af min bror.

Og min bror var sgu lidt stolt over at få ham til at grine, i hvertfald så meget at han er nødt til at fortælle det under middagen i går.