mandag den 28. maj 2007

Så er det i morgen

Puha - det er altså lidt underligt.

I nat er sidste nat i den her lejlighed. Så er 32 års æra slut (boede jo 5 år på Nørrebro).

Fra jeg blev født og til jeg var 2 år boede jeg på Kronprinsesse Sofies vej i en 2 værelses lejlighed.

Så trak min farfar igen i nogle snore og vi flyttede til et hus der hørte til Diakonissestiftelsen på Dronningensvej. Der boede vi fra jeg var 2 til jeg var 6 år.

Så købte mine forældre deres eget hus, lige rundt om hjørnet - tror nok de gav omkring 700.000 kr for det dengang tilbage i 1975. Fra jeg var 4 til jeg flyttede hjemmefra i 1990 (så vidt jeg husker) boede jeg så på Kongens Tværvej.

Så flyttede jeg hjemmefra. Min bror var ude og rejse med sin daværende kæreste Laura, og jeg boede så i hendes lejlighed i Ahornsgade. Der boede jeg kun nogle få måneder - for hun havde glemt at få udlejer med på at jeg boede i lejligheden og jeg "kom til" at pille hendes navn af døren. Så jeg fik et pænt brev om at jeg skulle fraflytte lejligheden omgående.

Det gjorde jeg så, for stort set samtidig fik jeg tilbud om et 1 værelses lejlighed beliggende i Hørsholmsgade. Mens den lejlighed blev sat i stand flyttede jeg så mine få ejendele hjem til min daværende kæreste som boede i Saxogade (okay jeg har så også været et smut omkring vesterbro).

Endelig var min allerførste helt egen lejlighed klar til indflytning. 15.000 danske kroner mener jeg at den kostede at købe den gang i 1991.

Her boede jeg så og holdt vist også en enkelt fest eller to. Så fandt jeg en kæreste som flyttede ind. Da en 2 værelses lejlighed blev ledig i foreningen slog jeg til. Så vi flyttede fra 2. sal i baghuset ud til 4 sal i forhuset. Her boede vi så sammen indtil jeg smed ham ud. Så havde jeg en veninde der manglede et sted at bo, så flyttede hun ind i stedet.
Når jeg tænker tilbage så var det bare en super hyggelig tid, tror også Ulla husker brusekabinen i køkkenet eller gasovnen der blev rullet ud når det var tid til bad om vinteren.

I februar 1997 skulle min bror så sælge sin lejlighed her på Gammel Kongevej. Jeg slog til. Jeg havde 56.000 kr fra salget af min lejlighed i Hørsholmsgade, og så lånte jeg 40.000 ekstra. Og så var lejligheden min. Og her boede jeg så da Jan kom ind i mit liv, her fik vi Dicte. Og havde jeg vel håbet at jeg skulle bo sådan for altid ;)

Men nu er det slut - efter 10 år samme sted er det på tide at komme videre.

Så farvel Frederiksberg - jeg skal nok komme på besøg - om ikke andet når mine forældre invitere til søndagsmiddag ;)

Ingen kommentarer: